Musik
Oplev Wu-Tang Clan & Nas i Royal Arena
Hiphop-ikonerne Wu-Tang Clan og Nas kommer til Danmark – og vi tør godt garantere, at du kan forvente årets absolut største og mest mindeværdige hiphop-fest, når NY State of Mind Tour finder sted i Royal Arena d. 3. juni.
Wu-Tang Clan
Wu-Tang Clan bliver ikke overraskende opfattet som en af de mest historiske, største og legendariske hiphop-grupper i genrens levetid. Crewet, der består af rapperne RZA, GZA, Method Man, Raekwon, Ghostface Killah, U-God, Masta Killa, Inspectah Deck, Cappadonna og tidligere den nu afdøde rapper Ol’ Dirty Bastard (ODB) har sammen skabt et imperium, der kun er vokset sig større, vildere og mere populær siden gruppen fandt sammen i Staten Island, New York City i starten af 90’erne.
Ført an af RZA’s produktioner har Wu-Tang Clan skabt deres helt egen lyd, som ofte indeholder samples fra gamle kampsportsfilm, klassisk funk og soul-numre. Som gruppe har tre ud af deres i alt otte albums opnået platinstatus.
Siden debutalbummet ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ udkom i 1993 har Wu-Tang Clan turneret som gruppe, og deres optræden føles ofte som en sand familieaffære, hvor crewets medlemmer både sammen og hver for sig udbreder sig lyrisk på scenen. På deres debutalbum finder du numre som ’C.R.E.A.M’ (Cash Rules Everything Around Me) og ’Protect Ya Neck’, som flere nok vil argumentere for er på listen over mest genkendelige numre i hip-hoppens historie.
Nas
Den amerikanske rapper Nas, med det borgerlige navn Nasir bin Olu Dara Jones, født i Brooklyn, New York, har ligeledes sine rødder i East Coast hiphop. I 1994 udgav Nas sit debutalbum ”Illmatic”, der siden er blevet hyldet som et af verdens bedste hiphop albums nogensinde, og bliver betragtet som en sand milepæl i hiphoppens historie. På pladen kan man finde numre som ”N.Y. State of Mind” og ”The World Is Yours”.
Nas’ andet album, de dobbeltplatin-sælgende It Was Written udkom i 1996, hvor nummeret ”If I Ruled the World (Imagine That)” feat. Lauryn Hill var med til at sende Nas’ karriere i raketfart mod international succes. Succesen fortsatte med endnu et dobbeltplatin-sælgende album: ”I Am” fra 1999. Et album, hvor man også finder collabs med bl.a. Puff Daddy (Hate Me Now) og Aaliyah (You Won’t See Me Tonight). Nas’ selv har også været en fremtræden gæsteartist, og du kan finde ham på numre med artister som Missy Elliot, J-Lo, Kanye West og DJ Khaled, for bare at nævne et par stykker.
Indtil 2020 havde Nas været nomineret til en Grammy hele 13 gange, men det var hans 12. album ”King’s Disease” (2020), der blev vejen til hans første Grammy-sejr, da han vandt prisen for Best Rap Album. Siden har Nas udgivet Kings Disease II, Magic og Kings Disease III.
Vil du heller ikke gå glip af årets hiphop-fest?
Vil du have mere hiphop? Læs vores blogindlæg om verdensstjernen Post Malone, der også lægger vejen forbi Royal Arena d. 26. april på sin Twelve Carat Tour.