Fans

10 tips: Kom foran til koncerten

En koncert med ens yndlingsband kræver dedikeret planlægning, så du ikke går glip af noget! Planlægning er især vigtigt, hvis du har et mål om at stå helt oppe foran. Vi har samlet 10 tips til, hvordan du kommer så tæt på scenen – og din yndlingsartist - som muligt!

1. Forberedelsen

Inden koncerten og køen skal du være helt klar. Tjek gerne placeringen inden koncertdagen, så du kan vælge det helt rigtige sted at vente. Nogle gange må man vente flere timer i kø, men du skal også kunne være hurtigt klar, når dørene endelig åbner. Tjek derfor også vejret på forhånd, så du slipper for våde overraskelser. Husk at medbringe rigeligt med mad og drikke til de timer, du skal vente. Tag eventuelt dine mad- og drikkevarer med i en pose, så den kan smides i en skraldespand inden dørene åbnes.

2. Køen

Du er nu ved at være klar til dit næste kø-eventyr! Hvornår du skal være ved døren, varierer selvfølgelig fra koncert til koncert, men vi anbefaler at være der mindst fire timer før dørene åbner, hvis ønsker at stå forrest. De første personer skriver ofte et nummer på hånden med en tusch, så de kan være sikre på, at de kan komme tilbage foran køen efter en spise- eller toiletpause. Brug ventetiden til at varme op til koncerten med artistens største hits – så stryger de fire timer i køen forbi på et splitsekund!

3. Dørene

Når dørene endelig åbner og køen begynder at bevæge sig indenfor, er det tit ét stort kaos. Tag derfor så lidt som muligt med, så du kommer hurtigt igennem sikkerhedstjek. Sørg også for, at du har spist og drukket nok, og at du allerede har været på toilettet. Bare tag din jakke med dig og bind den om livet. Så kan intet forhindre dig i at gå løbe direkte op mod scenen. 

Forsinket?

Måske blev dit tog forsinket, bussen gik ikke, eller du skulle arbejde lige før koncerten. Der er findes dog stadig et par tricks til at komme tættere på scenen.

4. Kom frem til dine venner

Hvis du kommer til koncerten alene, så er det et godt trick at lade som om, at du leder efter nogen. Vink til en, der vinker foran, og råb et tilfældigt navn: “Hey Morten, jeg er her!”. Hvis du er heldig, så vil folk flytte sig for dig, fordi du forsøger at komme frem til dine ‘venner’.

5. Ring til dine venner

Du kan også lade som om, at du ringer til en ven, og på den måde få folk til at tro, at din ven er foran. Hvis du er heldig (og en god skuespiller), så kan det være, at folk er søde at slippe dig igennem.

6. Søg mod siderne

Alle vil altid gerne være i midten, så det er der, der er flest mennesker. Du kan ofte nå en del længere frem via siderne uden de helt store problemer.

7. Moshpit

Du kan også bruge moshpits til at komme tættere på scenen, men med dette tip må du vente indtil koncerten for alvor er i gang. Så snart en moshpit begynder at tage form i publikumsmængden, så forsøg at hoppe rundt på en måde, så du ender et sted tættere på scenen. Ingen kommer til at lægge mærke til, at du pludselig er nået op foran! Men husk at passe på dig selv og andre, når du hopper med ind i en moshpit.

8. Crowdsurfing

Du kan også give crowdsurfing en chance! Her må du også vente indtil koncerten virkelig er kommet i gang. Dog er det ikke garanteret, at crowdsurfing vil virke til din fordel – de mennesker, der bærer dig, bestemmer nemlig, hvilken vej du skal. 

9. Øl er din bedste ven

Dette tip vil koste dig lidt penge, men til gengæld får du hurtigt nye venner blandt publikum. Køb en bakke øl inden du begynder din færd gennem menneskemængden mod scenen. Hold bakken over dit hoved for at glide gennem det meste af rummet. Når du oplever, at folk ikke længere vil træde til side for dig, så prøv at tilbyde dem en øl i bytte for en anden plads foran. 

10. Vær høflig!

Uanset hvilke tips og tricks du bruger, så kommer man altid længst med et smil og et “ups, undskyld”.

Har du andre tips og tricks, du bruger til koncerter?