Comedy
Gode grin på Ticketmaster.dk!
Elsker du også følelsen af at grine så meget, at dine mavemuskler begynder at gøre ondt og dine øjne løber i vand af bare latterkramper? Så har vi (en masse) godt nyt til dig! En god håndfuld af de bedste, danske komikere har netop annonceret ny tour, og vi lover, at der er noget til enhver smag. Find din komikerfavorit, og book en aften i kalenderen dedikeret til lårklaskende komik i verdensklasse.
Christian Fuhlendorff – ÆRLIG TALT
Christian Fuhlendorff fik sit gennembrud i 2007 med oneman showet Mit første one man show, der høstede fem ud af seks hjerter hos Politiken. Udover karrieren som standup komiker har Fuhlendorff også kastet sig ud i rollen som tv- og radiovært, skuespiller og manuskriptforfatter. Vi kan bl.a. varmt anbefale samtalepodcasten ”Hvad så?!”, hvor Fuhlendorff går tur med kendte danskere og taler om alt mellem himmel og jord.
I 2024 rejser Christian Fuhlendorff land og rige rundt med sit nye show: ÆRLIG TALT. Her gør Fuhlendorff rede over første del af sit liv – og tager hul på anden del. Og tidspunktet kunne ikke være bedre. Han er nemlig for gammel til at være lykkelig-naiv og for ung til at være fuld af visdomsord. Fuhlendorff lever i en verden, han kender bedre dag for dag – men forstår mindre og mindre. Det er perfekt til komik!
Mick Øgendahl – BAD BOY
Med sin energiske optrædener er det svært ikke at grine med, når Mick Øgendahl udfolder sig på scenen. Siden hans gennembrud med onemanshowet Micktrix, har Mick Øgendahl foldet sig ud på både scener, i tv- og film og som manuskriptforfatter. Mick har bl.a. skrevet manus til tv-serien Tomgang fra 2013 samt de populære Alle for én-film. I 2022 havde Alle for fire premiere, hvor de småkriminelle brødre Timo og Ralf endnu engang vendte tilbage til det store lærred. Dykker man ned i Mick Øgendahls CV, støder man på desuden på intet mindre end fem one-man shows. I julen 2022 kunne man bl.a. opleve Mick med showet Øgendahls jul og nytår, hvor Mick zoomer ind på både jul og nytår, og hvilke traditioner, urimelige forventninger og nye begyndelser, der er forbundet med de to dage.
I 2024 gælder det endnu en gang livescenen, når Mick Øgendahl kører landevejen tynd og besøger både små og store byer med sit nye onemanshow: BAD BOY. Et show, der er drevet af oprigtig nysgerrighed, skepsis og jeg-ved-nok-bedst-attitude. En ubehagelig cocktail, med det bedste fra alle verdener. Et mentalt frikvarter, hvor den evige sociale kontrol, må vige pladsen for den frie tanke. Noget kan nemlig godt være rigtigt, selvom det er HELT forkert.
Så hæng de fine fornemmelser i foyeren og gør dig klar til at vælte rundt i porcelænsbutikken med nationens evige elefant: Mick Øgendahl. Det bliver klumpet og uelegant – men frem for alt SJOVT!
Jacob Taarnhøj – Standard
Jacob Gottlieb Taarnhøj debuterede som standup komiker i 2012, da han vandt comedy-konkurrencen De Nyeste Nye. I 2017 vandt han Årets Talent-pris ved Zulu Comedy Galla, og året efter udgav han sit første onemanshow Comedy Special. Siden er det blevet til en sæson i Stormester på TV2, flere podcastsamarbejder samt optrædener til bl.a. Comedy Aid og Grin Til Gavn.
Standard er Jacob Taarnhøjs tredje oneman show, som ser dagens lys i starten af 2024. Selv kalder Jacob Standard for sit mest upersonlige oneman show til dato – så upersonligt, at han har valgt at omtale sig selv i tredjeperson og derefter ladet chatbotten ChatGPT skrive resten af pressemeddelelsen:
”Den unge komiker Jacob Taarnhøj bringer grin og latter tilbage til scenen med hans tredje onemanshow. Jacob Taarnhøj har været en stor del af komisk underholdning i det danske samfund i mere end et år. Hans tredje oneman show vil være en sjov, engagerende og munter oplevelse med nye jokes og skitser, der vil få publikum til at grine højt”.
Thomas Warberg – Du har det ikke fra mig
Thomas Warberg fik sit gennembrud som komiker i Comedy Fight Club i 2007, og er siden blevet et kendt ansigt både live og ude i stuerne, hvor han har medvirket i programmer som Live fra Bremen, Klipfiskerne, De nøgne og Stormester. Du har det ikke fra mig bliver Warbergs femte onemanshow i rækken, og følger i kølvandet på Et storslået menneske, Perfektion, overskud, og andre lorteord, Comedy Tour 16 og Comedy Tour ’14’, der alle høstede 5- og 6-stjernede anmeldelser.
Du har det ikke fra mig handler om alt det, der er sket, og ikke er sket, siden Warbergs sidste oneman show. Pandemien er ovre, Europa er i krig og Thomas har fået konstateret forhøjet kolesteroltal. Han har gudhjælpemig også ufrivillig vandladning, er begyndt at se reality, har været på Noma, fået nyt badeværelse, og så er han begyndt at tænke på, at han måske er halvvejs i livet, og er alting egentlig blevet som det skulle? Hvad er meningen?! Er det måske ikke bedre, at vi bare mødes og får grinet lidt af det hele?
Torben Chris – GALning
På en sommerfestival i Jylland i 2003 debuterede Torben Chris med standup, og kvalificerede sig samme år til semifinalen i DM i standup med sit 12. show nogensinde. Da Torben Chris i 2005 blev færdiguddannet som lærer, trak han de jyske teltpæle op og flyttede til hovedstaden for at forfølge drømmen om et liv på standup-scenen. Hans først oneman show Jydelogik så dagens lys i 2015.
Logik har altid været en hjørnesten i Torben Chris’ comedystil, og er også omdrejningspunktet for sit nyeste oneman show, som Torben turnerer med i 2024. Men i en verden, hvor der bliver taget stadig mere hensyn til følelser end til logisk argumentation, kan man med sine humoristiske holdninger let komme til at fremstå både gnaven og lettere vanvittig. Derfor har showet selvfølgelig fået den passende titel GALning.
Én ting står i hvert fald fast med dette show – Torben Chris kommer aldrig til at sige undskyld for sine jokes.